Hjertestop – hyppige spørgsmål

Hvad er akut hjertestop?

Akut hjertestop er en tilstand, hvor hjerteslaget stopper pludseligt og uventet. Det skyldes som regel kaos i hjertets elektriske system. Når det indtræder, så stopper blodtilførslen til hjernen, hjertet og resten af kroppen, og personen kollapser.

Faktisk er personen nu klinisk død og vil forblive død, med mindre vedkommende får øjeblikkelig hjælp. Her kan en kombination af hurtig førstehjælp og defibrillering med hjertestarter bringe patienten tilbage til livet.


En hjertestarter giver et elektrisk stød, og det vil ofte kunne få hjertet til at slå igen. Jo tidligere i forløbet stødet gives, jo større er chancen for, at personen overlever. For når en person får hjertestop, begynder der en kamp mod tiden. De første minutter er livsvigtige, og mange menneskeliv kan reddes, hvis minutterne bruges rigtigt

  • Ring 1-1-2
  • Start Hjerte-Lunge Redning
  • Få hentet en hjertestarter

Chancen for succesfuld hjertestart falder med 10 % pr. minut, så det er vigtigt med en hurtig reaktion. For uden hjælp overlever personen ikke.

Kan hjertestop behandles?

Akut hjertestop kan i de fleste tilfælde behandles, især hvis der er tale om en elektrisk unormalitet. Øjeblikkelig behandling inkluderer hjertemassage, kunstigt åndedræt (Hjerte-Lunge Redning eller HLR) og brug af hjertestarter (defibrillering). Behandlingen skal igangsættes med meget kort varsel efter kollaps, allerhelst inden for tre til fem minutter. Selv den hurtigste udrykning med medicinsk assistance kan ikke være fremme ved patienten så hurtigt. Derfor er det absolut nødvendigt, at tilskuere, som overværer et hjertestop, øjeblikkeligt griber ind og kontakter til 1-1-2, udfører Hjerte-Lunge Redning (HLR) og bruger en hjertestarter (AED).

Den efterfølgende behandling omfatter medicin og andre former for avanceret livsopretholdende behandling (ACLS), og det foretages af medicinsk personale på akutafdeling. Patienter, som er blevet genoplivet med succes, men som forbliver i koma efter hjertestop forårsaget af ventrikulær fibrillering, kan ofte få forbedret chancen for at overleve med god hjernefunktion, hvis der bruges let hypotermi (nedkøling). Personer, som overlever et akut hjertestop, bør straks opsøge hjertespecialister (kardiologer og elektro-fysiologer) for videre behandling.​

Hvordan kan akut hjertestop forebygges?

Akut hjertestop kan undgås, hvis man lever sundt med regelmæssig fysisk træning, sund mad og undgår rygning og overvægt. Overvågning og kontrol af blodtryk, kolesteroltal og diabetes er også vigtigt. Hvis unormale hjerterytmer opdages, så kan det behandles ved at indoperere en pacemaker og bruge medikamenter som betablokkere og kalciumkanal-blokkere.

Hvor lang tid har jeg til at behandle akut hjertestop?

Du har kun ganske få minutter til at redde livet for en patient med hjertestop, fordi chancen for overlevelse reduceres med 10 % for hvert minut, der går.

Hvem kan få akut hjertestop?

Akut hjertestop kan ramme ethvert menneske, uanset alder, køn og race, og endda også personer, der ellers ser ud til at være i god form, som det ofte er sket for professionelle sportsfolk på toppen af deres karriere. Mange mulige ofre for akut hjertestop bliver aldrig diagnosticerede med mulighed for at få forebyggende behandling.

Hvem har den højeste risiko for at få akut hjertestop?

Akut hjertestop rammer ofte mennesker, som ser ud til at være ved godt helbred og ikke har nogen erkendte sygdomme. For disse mennesker er den første indikation af hjerteproblemer et akut hjertestop. Nogle personer kan dog på forhånd identificeres som værende i risikogruppen.
Risikofaktorerne er blandt andet:

  • Tidligere hjertetilfælde
  • Hjertekarsygdomme (risikofaktorerne er her især rygning, højt blodtryk, diabetes, forhøjet kolesteroltal, arvelige faktorer)
  • Unormal hjerterytme (arrytmi) af ukendte årsager

Er Hjerte-Lunge Redning nok ?

Den eneste effektive behandling mod akut hjertestop er et defibrilleringschok med en AED/hjertestarter. Derefter Hjerte-Lunge Redning (HLR) med hjertemassage og kunstigt åndedræt, som virker ved at pumpe iltet blod rundt i kroppen. Når HLR udføres uden defibrillering har det kun minimal indflydelse på overlevelsesraten.

Hjerte112 ​| Lyskær 8 | 2730 Herlev | Telefon: 70 208 112 | CVR: 26 75 39 88|​​kontakt@hjerte112.dk  linkedin facebook